På forskningstogt med Grønlandshajen
Øjenvidneberetning:
af / biologistuderende Amalie Bech Poulsen
På en varm sommerdag i juli 2021 blev kursen sat mod køligere himmelstrøg. Slutdestination; Narsarsuaq i det sydlige Grønland. Et hold på 16, der bar forskertitler og forskellige nationaliteter - var uddannede biologer, dyrlæger eller studerende, som jeg selv, steg ombord på et chartret fly i Kastrup lufthavn. I selskab med besætningen fra DTU’s havundersøgelsesskib DANA skulle vi sejle rundt i de grønlandske fjorde for at fange og undersøge en halvstor fisk. En bruskfisk, der potentielt kan blive over 5,5 meter lang og have en kampvægt på mere end et ton. Ikke mindre imponerede estimerer man, at dyret kan blive minimum 272 år gammel og så har den desuden oftest følgeskab af en parasit, der kroger sig fast i øjets hornhinde. Titlen på forskningstogtet afslører dyrets identitet, nemlig ”Greenland Shark Project”, som ledes af Professor John Fleng Steffensen. Dette års togt varede 10 dage med tre dages transit til Island. Selv på trods af høj bølgegang og søsyge (for undertegnede), da turen gik på tværs af Grønlandshavet, så var det 10 dage uden sammenligning. Dette gælder også Grønlandshajen.
Indsejlingen til Julianehåb (Qaqortoq).
Det var morgen, grønlandsk tid, da jeg for første gang satte mine fødder på Grønlandsk jord. Det blev dog en kort gåtur, da vi gik direkte fra den klippeomringede flyplads i Narsarsuaq ned til DANA, der lå i venteposition i havnen omgivet af små krystalklare isbjerge. Der gik ikke mange timer, før skibet bevægede sig mod Narsaq og Bredefjord. Hér, blev de første langliner, kroget med store klumper kød, sat på den kolde, dybe havbund. Det er nemlig hér hajerne foretrækker at være. Vi måtte dog væbne os med tålmodighed, da linerne dag efter dag kom hajfrie op. I ventetiden nød vi udsigten af enorme gletsjere og isbjerge i massevis, mens vi holdt udkig efter hvaler, der dykkede efter føde, så timerne var ikke ilde tilbragt.
DTU’s Havundersøgelsesskib DANA liggende i Prins Christians Sund.
Når langlinerne sættes om natten og trækkes ind morgenen efter, hænder det, at hajerne, der har bidt på krog, er blevet bidt af en artsfælle.
Langliner kroget med kød klar til
at blive sat på havets bund.
På tredjedagen var der pludselig en skygge at se i overfladen..
”We have a shark!!”; blev der udbrudt med glædesråb. Alles øjne var fikserede på den omtrent 4 meter lange døde hun, der havde fået bidt en stor luns ved gællerne af. Hajen kom på dæk og forskningen kunne nu påbegyndes
Opdagelsen af, at Grønlandshajen potentielt kan indtage positionen som verdens ældste hvirveldyr, har rejst adskillige spørgsmål omkring dyrets biologi. Heraf er; ”hvordan kan et dyr blive så gammelt”? naturligt et af de helt store. Forskere med forskellige forskningsområder entrerede laboratorierne ombord på DANA i søgen efter svar. Nogen skulle arbejde med hjertet, imens andre foretog undersøgelser af hajens syn. Jeg havde, sammen med dyrlægerne Kirstine Fleng Steffensen og Henrik Bang Jørgensen, til opgave at ultralydsscanne store hunner i håb om at identificere modne æg eller unger. Man ved nemlig utroligt lidt om, hvor mange unger Grønlandshajen, der ikke lægger æg, men føder levende unger, får. Man kan også kun gisne om, hvor lang deres drægtighedsperiode er, men sandsynligvis mere end 3 år. Forbløffende er det også, at hunnerne formodentlig først er kønsmodne efter 150 år.
Optagelse på 225 meters dybde: Kristian Vedel
Da tre store hunner senere på togtet bed på, blev de mærket med ID, satellit- og akustiske tags. Vi ultralydsscannede et par af dem, men fra en gyngende jolle, i let regn og med mere end 4 meter lange hajer, der ruller i vandet af al kraft, var det ikke så let som hos jordemoderen. Desværre var hajerne ikke drægtige. Herefter svømmede de langsomt mod dybet igen og med tiden vil data fra satellitmærkerne forhåbentligt bidrage med mere viden om, hvor hajerne bevæger sig hen.
Foto: John Fleng Steffensen
Kirstine tester ultralyd scanneren på en småplettet rødhaj Scyliorhinus canicula på Øresundsakvariet/
Marinbiologisk sektion i Helsingør, imens jeg kigger på scanningsbilledet, der kan ses på telefonen.
Parasitten Ommatokoita elongata, hægter sig fast i Grønlandshajens hornhinde.
Undersøgelser ombord på skibet viste, at parasitten, der kroger sig fast i Grønlandshajens øje, modsat hvad mange tidligere har troet, sandsynligvis ikke er selvlysende. Dog skaber den med sin fastsættelse en del arvæv i hornhinden, der resulterer i et uskarpt syn. Ydermere fandt forskerne, der arbejdede med synet, at øjet har en utrolig langsom reaktionstid.
To af de tre satellit-mærker fra hajerne kom, som programmeret, op til overfladen først i november: Den ene haj var svømmet omkring 100 km ud fra kysten, imens den anden havde foretaget en svømmetur på 900 km op langs Østgrønlands kyst. Hajerne svømmer fortsat videre med flere satellit-mærker, som bør komme til overfladen i 2022.
4 mand håndterer en haj, der er bidt på krog.
Kirstine i færd med at indsætte et akustisk tag på en stor hun, som efterfølgende blev sat fri.
Trods den fælles fascination af dette mytiske dyr, som alle på togtet delte, er de ikke just populære hos lokalbefolkningen. De anses som værende en pestilens, da de ødelægger hellefisk-fiskeriet, og gennem tiderne, og til stadighed, er der en dusør at hente, hvis man indleverer et Grønlandshaj-hjerte. Dette kan synes uforståeligt, når man kaster sit blik på den enorme, fortidsagtige skabning, som bærer på hemmeligheden om noget der nærmest ligner evigt liv.
I skrivende stund, arbejdes der i laboratorier forskellige steder i verden på højtryk for at analysere det utal af prøver, der blev hjembragt fra de 10 dages togt i Grønland. Der ventes i spænding på resultaterne, men om mysteriet om Grønlandshajen nogensinde bliver afdækket vides ikke.
Sejlturen igennem Prins Christians Sund.