Vis mig dit projekt:
Af / ph.d.-studerende ved Biologisk Institut, Jonas Bagge
I vores forskningsgruppe arbejder vi på at opnå en bedre forståelse af, hvordan vores DNA bliver repareret, når der opstår forskellige former for DNA-skader.
Historisk set, har vi udnyttet gær som modelorganisme i vores studier. Vi kan lære meget om de DNA-reparationsmekanismer menneskeceller benytter, gennem studier i mindre komplicerede organismer som f.eks. gær.
Ved hjælp af fluorescensmikroskopi undersøger vi lokaliseringen af forskellige proteiner relativt til DNA i mitosen. Dette stillbillede kan give et indblik i f.eks. hvilke typer af DNA eller DNA-skader disse proteiner binder til eller er med til at reparere.
I takt med de teknologiske fremskridt indenfor genredigering har vores forskning i de senere år haft større fokus på de humane reparations-mekanismer. Vi studerer nu også DNA-reparation i flere humane cellelinjer, der oftest stammer fra patienter med forskellige former for kræft.
Fluorescensmikroskopi kan også bruges til at analysere proteiners lokalisering i levende celler. Her vises rekrutteringsdynamikken af et vigtigt DNA-reparations protein (gul) relativt til DNA når cellerne når den mitotiske fase. Her kondenseres DNA’et inden det herefter bliver delt i to, så der kan dannes to identiske datterceller.
DNA-skadende lægemidler er hyppigt brugt i behandling af f.eks. kræft. Selvom opdagelsen af denne slags lægemidler har været en milesten i kræftbehandling ses det ofte, at patienter med tiden bliver resistente overfor behandlingen.
Denne resistens kan blandt andet opstå, fordi kræftcellerne, gennem deregulering af DNA-reparationsmekanismerne, finder en måde at minimere effekten af lægemidlerne.
Ud fra disse observationer er det vigtigt at forstå, hvilke proteiner der hjælper kræftcellerne med at overleve. Denne viden kan benyttes til at finde nye behandlingsmuligheder, der kan gøre behandlingen af kræft både mere effektiv og specialdesignet til den enkelte patient.
I mit forskningsprojekt undersøger vi et protein, som hjælper kræftceller med at overkomme de DNA-skader, der opstår, når kræftcellerne deler sig eller når kræftpatienter modtager stråling/kemoterapi. Når normale celler deler sig vil skader på DNA’et som regel registreres. Dette medfører, at cellerne stopper med at dele sig, indtil skaderne er repareret. Dette er som oftest ikke tilfældet for kræftceller. Kræftceller er gennem mutationer i arvematerialet (DNA’et) i stand til at forcere celledelingsprocessen, hvilket kan introducere DNA-skader - dette gør sig også gældende for visse former for kemoterapi.
Når kræftcellerne ophober DNA-skader bliver de afhængige af proteiner der kan reparere disse skader for at undgå celledød.
Ved minutiøst at karakterisere funktionen af ”vores” protein, mener vi, at det kan lade sig gøre at finde en slags ”Achilleus hæl” hos kræftcellen, som kan blive udnyttet til fremtidige kræft-behandlinger.
